Øjenbetændelse - Rødt øje

Lægen - og øjenlægen - spørger typisk om:

Hvor længe har øjet været rødt?

Er det kun det ene øje, eller er det begge øjne?

Hvordan begyndte det? Akut eller langsomt?

Har du tidligere fejlet noget med øjnene?

Har du fået noget i øjet? Er øjet blevet ramt af noget?

Bruger du kontaktlinser?

Er der pus i øjet? Klister det sammen om morgenen?

Løber øjet i vand?

Kan du se skarpt og tydeligt, som du plejer - både på afstand og tæt på?

Har du smerter i øjet? Eller omkring øjet når du bevæger øjet eller skifter fokus?

Er du følsom overfor lys?

Det kan være svært at vide med børn, men prøv gerne at spørge ind til ovenstående inden du ringer til lægen, hvis det er muligt.

***

De fleste børn oplever at få øjenbetændelse.

Let infektion

Langt de fleste tilfælde af øjenbetændelse skyldes milde infektioner og går over af sig selv.

  • Symptomer: Let rødmen, gule klatter i øjnene især efter søvn. Barnet er ikke påvirket.
  • OBS: Antibiotika hjælper ikke. Dit barn må gerne komme i institution.
  • Behandling: Vask øjet indefra og ud. Brug vand kogt med salt (1 liter vand og en teske salt), og lad det køle af. Brug ikke samme vat til begge øjne.

 

Svær infektion

I sjældne tilfælde kan dit barn have en svær øjenbetændelse, hvor det kan være nødvendigt at give antibiotika.

  • Symptomer: Tit er det kun det ene øje, der er betændelse i. Øjet gør ondt, er meget rødt og hævet med pus og kan være følsomt overfor lys. Det hvide i øjnene er meget rødt.
  • OBS: Du skal kontakte egen læge, som vurderer, om dit barn skal have antibiotika. Dit barn må ikke komme i institution, før behandling er påbegyndt.
  • Behandling: Dit barn kan behandles med antibiotika i form af øjendråber. Du kan også lindre ved at bade øjet. Brug vand kogt med salt, og lad det køle af.