Kørekort

Fra 1. juli 2017 behøver du ikke længere en lægeattest for at få fornyet dit kørekort personbil, mc og stor knallert, når du bliver ældre.

Du kan få kørekortet fornyet ved at henvende dig på Borgerservice. Husk at medbringe et pasfoto og dit gamle kørekort.

Det er dit ansvar, at du er i stand til at køre forsvarligt.

Hvor længe er mit nye kørekort gyldigt?

Dit nye kørekort vil være gyldigt i 15 år.

Gyldigheden kan godt være kortere, hvis du er syg, fx har diabetes eller anden sygdom, der kan påvirke din evne til at køre bil. Ved visse sygdomme kan en lægeerklæring stadig udbedes, men tal med Borgerservice om dette. En lægeerklæring koster 500.- og betales i klinikken.

Hvis du får problemer med dit helbred, bør du gå til din læge.

Lægen vurderer, om du fortsat kan køre bil, eller om du bør stoppe.

Lægen kan udstede et såkaldt "lægeligt kørselsforbud", hvis dit helbred betyder, at du ikke kan køre forsvarligt bil.

Du skal altid rette dig efter lægens anvisninger i forhold til bilkørsel.

Hvis du tager sovemedicin / beroligende medicin:
Det er ikke tilladt at køre bil hvis man har indtaget:
Nitrazepam
Alprazolam/ Alprox/ Tafil
Diazepam/ Stesolid/ Apozepam/ Valaxona
Halcion på 0,25 mg
Alopam/ Oxazepam på max døgndosis på 30 mg
Imovane / Zolpidem på max døgndosis på 10 mg
Zolpiclon/ Imozop/ Imoclone på max døgn dosis på 7,5 mg.

Hvis du tager smertestillende medicin:
Fast brug af nedenstående præparater er IKKE forenelig med kørsel:
Morfin (bortset fra depotpræparater)
Kodein
Hydromorfon (Palladon)
Ketogan
Nicomorphin (Vilan)
Oxycodon (Oxynorm) bortset fra depotpræparater
Petidin
Tramadol (Dolol)
Fentanyl (andre administrationsformer end plaster)
Stærkt smerterstillende medicin i fast dosering og benzodiazepiner/benzodiazepinlignende midler kan ikke anbefales.

Du skal stoppe med at køre bil

  • Når du selv føler dig for usikker til at køre – måske har du været tæt på uheld et par gange

  • Når lægen siger stop

  • Når den motorsagkyndige/politiet siger stop

  • Når familien siger stop

  • Når andre ikke vil køre med