Børnesår

Børnesår er meget smitsomme og skyldes en betændelse i huden med bakterier. Bakterierne kommer ind under huden gennem små rifter.

Børnesår begynder som en lille rød plet, der bliver til blærer som brister, og det typiske ravgule børnesår opstår.

Børnesår ses oftest i ansigtet og på hænderne. Du kan selv behandle et mindre angreb, men er der mange børnesår, skal du ringe til lægen næste dag.

Da små børn ikke har forståelse for renlighed og hele tiden vil røre ved sårene, er der risiko for smitte. Børn der går i vuggestue, børnehave eller dagpleje må derfor ikke modtages i institutionen, før sårene er tørret ind, og skorperne er faldet af. Selvom barnet er sat i behandling af lægen, må det først komme i daginstitution, når den sidste skorpe er faldet af.

Børn i skolealderen kan bedre overholde renlighed og må derfor modtages i skole og fritidsordning.

Følgende kan anbefales for at nedsætte smitten af børnesår:

  • Håndvask med vand og sæbe efter berøring af sår.
  • Eget håndklæde til alle. 
  • Daglig skift af håndklæde og sengetøj.
  • Tøjvask ved min. 80°C.
  • Personalet i daginstitutionerne skal foretage håndvask (engangshåndklæder) efter berøring af sår. Alternativt kan hænderne aftørres i spritservietter (70-85 % ethanol) eller i alkoholbaseret hånddesinfektionsmiddel.
  • Grundig rengøring.
  • Støvsugning af stofbetrukne overflader og eventuel vask eller rensning af tekstiler, hvis disse har været i tæt kontakt med sårene.
  • Legetøj, som kan være forurenet af sårene, afvaskes dagligt med vand og sæbe, eventuelt i opvaskemaskine.
  • Det er vigtigt at rengøre ting som alle i huset berører – håndtag og telefoner.
  • Ting, der ikke tåler vand, kan afsprittes.